Hvor er det svært at være mor til en teenager søn på 12 år. Gang på gang kommer man ud i situationer hvor man ikke rigtig ved hvordan man skal aggere . Han spørger om han må sove sammen med en skolekammerat i telt som jeg aldrig har set. Jeg beder ham hente drengen så jeg kan se hvem han er. Jeg spørger hvor han bor og hvad han hedder til efternavn. Hans forældre er skilt så han skal sove i telt i hans mors have i et ejendomskompleks som måske ikke er det mest tiltagende. Hun har en hjørnelejlighed med en lille have. ( i et 3-4 etage ejendom) hvor der bor flest indvandrer . Så får jeg også at vide at de skal sove sammen med 2 andre piger som jeg ikke kender. Nu bliver jeg først betænkelig. Men ved min side står 2 drenge og lægger lidt pres på mig. Hvad bliver svaret....? Det ender med at jeg giver lov, da jeg ikke vil være den overpylrede
mor som hele tiden bremser sin søns muligheder for at danne sig sine egne erfaringer, på grund af mine evige bekymringer.... "hvad foretager de sig med pigerne....? Render de rundt på gaden om natten " Kan man risikere at de bliver overfaldet af nogle bøller...? osv. osv.
Nu sidder jeg her med en underlig følelse i maven. "Skulle jeg alligevel have sagt fra ?"
Jeg er ikke rolig igen før han er hjemme igen i morgen...!
mor som hele tiden bremser sin søns muligheder for at danne sig sine egne erfaringer, på grund af mine evige bekymringer.... "hvad foretager de sig med pigerne....? Render de rundt på gaden om natten " Kan man risikere at de bliver overfaldet af nogle bøller...? osv. osv.
Nu sidder jeg her med en underlig følelse i maven. "Skulle jeg alligevel have sagt fra ?"
Jeg er ikke rolig igen før han er hjemme igen i morgen...!
